Overkapacitet vindmøller

 

Vindmøller giver kun skrivebordsbesparelser

Vi opfordrer vores kommune til at stille sig selv spørgsmålet om hvad der egentlig er grønt, når nu det er reelle miljøforbedringer vi alle ønsker.
Det er blevet sagt mange gange: De CO2-besparelser man går efter i kommunens CO2 regnskab, hvis man vælger at stille vindmøller op, er desværre kun skrivebordsbesparelser. Danmark har allerede indfriet sine internationale forpligtelser, og eventuelle yderligere besparelser i Danmark medfører blot flere ledige CO2-kvoter, mere CO2 udledning andre steder, og en forsinket grøn omstilling i andre lande. Er målet med energiplanen at skabe reelle CO2 besparelser, bliver man nødt til at vælge alternative løsninger, og ikke vindmøller. Vores økonomiske vismænd har sagt det mange gange (se fx denne kronik af De Økonomiske Råd), og sågar vores energiministre har indrømmet, at det hænger sådan sammen.

Vores energiminister påstår, at vindmøllerne i Danmark nu dækker 42% af danskernes elforbrug. Det gør de bestemt ikke. Energistyrelsen opgør, at vindmøllerne i 2014 producerede 47 PJ (=13 TWh) og at elforbruget var 111 PJ (=31 TWh).  Heraf slutter man, at møllerne dækker 42% af forbruget. De 42% er altså et udtryk for, at vi producerer en mængde vindenergi svarende til 42% af vores el-forbrug. Dette betyder dog langt fra, at 42% af vores forbrug er dækket af vindenergi. Det fremgår fx ikke af Energistatistik 2014, at der eksporteres vindmøllestrøm.  Dette på trods af, at der de sidste fem år især i vintermånederne eksporteres op til 50%  af den producerede vindmøllestrøm. Der foregår altså en stor eksport af overskuds-vindmølle-el og også en stor import af el når vindmøllerne ikke producerer nok, især når møllerne om sommeren står stille.

Forskellige rapporter og opgørelser håndterer denne import og eksport forskelligt. Måske er det heller ikke muligt at opgøre vores totale energiforbrug inkl. eksport og import og fordelt på energi-type helt nøjagtigt. Sagen er, at eksport og import af el foregår i stor stil, og at vindmøllernes varierende over/underproduktion gør os stadig mere afhængig af importeret el. Vi kan ikke sortere hvilken type energi vi vil importere. Vi må købe den energi som findes i nettet på det tidspunkt vi har brug for den, fx el fra kernekraft.

Danmark er ikke længere selvforsynende med el.  De danske elværker lukker ned, fordi den subventionerede vindmøllestrøm gør deres produktion urentabel. Tidligere kunne vores traditionelle kraftværker – som i øvrigt producerede mindre forurenende energi meget mere effektivt end de fleste udenlandske kraftværker – øge eller reducere deres produktion alt efter den internationale efterspørgsel og markedspris for el. Vi kunne sælge el når prisen var høj og købe el når prisen var lav, og i sum gøre en god forretning.  I dag er det vindstyrken som afgør om vi skal købe eller sælge el på det internationale marked, og vi sælger når det blæser meget og produktionen er for høj og prisen for el følgelig er lav, og vi køber når der ikke blæser meget, efterspørgselen efter el er stor og prisen følgelig er høj.  Den importerede strøm købes i dag til en overpris, der i gennemsnit ligger 50% over hvad Danmark får for at eksportere vindmøllestrøm, og dette giver os et milliardtab. Og vi kan som sagt ikke selv bestemme, hvilken type energi vi importerer på et givent tidspunkt.

Den store import af strøm udgøres kun for en meget lille del af ren vandkraft fra Norge, og i stigende grad af beskidt kulkraft og atomkraft fra udlandet
Den store import af strøm udgøres i øvrigt kun for en meget lille del af ren vandkraft fra Norge, og i stigende grad af beskidt kulkraft og atomkraft fra udlandet, se Generel deklaration 2014. Det er ironisk, at vi, fordi vi idealistisk fremmer en grøn omstilling baseret på enorme mængder vindkraft, ender med at betale en overpris for at få leveret 23% atomkraft og 51% beskidt kulkraft fra udlandet – og kun 8% el baseret på vind, vand og sol. (Det skal nævnes, at herudover deklareres 6% af forbruget specielt. Dette påvirker dog energikildernes fordeling kun minimalt.)

Opstillingen af store vindmøller i vores kommune vil kun bidrage til at forstærke denne negative trend.

CEPOS har beregnet at den grønne omstilling og et fossilfrit Danmark vil koste os kr. 100 mia. PER ÅR. Har vores i forvejen udfordrede samfundsøkonomi overhovedet råd til dette?
Udigfterne til udbygningen af el-nettet for at kunne aftage de store mængder vind-el som vi vil producere, er enorme.  CEPOS har beregnet at den grønne omstilling og et fossilfrit Danmark vil koste os kr. 100 mia. PER ÅR (feb. 2015 – læs rapporten her).  Har vores i forvejen udfordrede samfundsøkonomi overhovedet råd til dette?

Når det blæser godt i Danmark, producerer de allerede opstillede vindmøller som sagt mere strøm, end vi kan bruge i Danmark, og en stor del af strømmen eksporteres til meget lavere priser, end vi selv betaler til vindmølleejerne, for at de skal producere strømmen. I stigende grad (25 gange så ofte i 2015 som i 2014) får danske vindmølleejere sågar betaling for at lade møllerne stå stille, fordi overproduktionen i Danmark og Tyskland tilsammen er så stor (Se Bloomberg: Germany pays to halt Danish output).

At finde en løsning på problemet med overproduktion vil kræve et tæt, internationalt samarbejde, samt at andre lande end Danmark, fx netop Tyskland, er villige til at investere store milliardbeløb i infrastruktur for at kunne aftage al den danske vindmøllestrøm, som vi ikke selv kan udnytte.  Denne villighed er ikke til stede i dag, og lader til at have lange udsigter.

Vores muligheder for at udnytte vores overskuds-vindmølle-el til fjernvarme og andre tiltag i Danmark lader også til at have lange udsigter. Hvorfor forpligte os til at bruge yderligere mange milliarder skattekroner på at opstille endnu flere vindmøller, så længe vi ikke er sikre på, at vi kan udnytte dem på en fornuftig måde?

Vindmølleinvestorerne kan være ligeglade: De får nemlig betalt for den strøm deres vindmøller producerer, uanset hvilken pris denne strøm sælges videre for.  De får i stigende grad til og med betalt for den strøm de kunne have produceret, når vindmøllerne må lukkes ned pga. overproduktion og overbelastning af el-nettet.  Denne tendens vil nødvendigvis kun være tiltagende i takt med, at der opstilles stadig flere vindmøller.

Dobbelt bogføring af CO2-besparelser

Trioen som ønsker at stille vindmøller op ved Barmosen og Rosenfelt har givet udtryk for, at de vil opstille møllerne, og bagefter sælge dem, eller de fleste af dem, til en anden investor. Dette på trods af, at de i projektforslaget skriver, at projektet skal være 100% lokalt forankret og være ejet og drevet at lokale lodsejere i kommunen. Rygtet fortæller, at det er København Kommune, som vil købe møllerne, og det fortæller videre at European Energy har lagt billet ind på at opstille møller ved Køng mose.  European Energy plejer også at sælge deres vindmøller til andre kommuner.  På denne måde overdrages ejerskabet (og beskatningen af overskuddet) af møllerne til udenforstående – udenfor kommunen.

Møllernes skrivebordstekniske CO2-besparelser eksporteres reelt også ud af kommunen.  Miljøminister Eva Kjer Hansen anmoder i et svar på en henvendelse fra St. Røttinge-gruppen om, at CO2 besparelsen bogføres i den kommune som ejer møllerne, men lader det være op til kommunerne selv at beslutte dette.  Vi kan altså regne med, at besparelserne bogføres i begge kommuner – både i den kommune som har møllerne stående, og i den kommune som ejer møllerne.

Når dette tillades, må vi endnu en gang konkludere, at vindmøllerne kun giver fiktive skrivebordsbesparelser.

Vi opfordrer vores kommune til at stille sig selv spørgsmålet om hvad der egentlig er grønt, når nu det er reelle miljøforbedringer vi alle ønsker.